Adelaide Bentzon, Helle Pagter
og Robin Engelhardt.
”At ville ville”.

Tre borde. Man er gået hen til et af bordene. Der er også nogle plancher. Og konvolutter er klistret op på to af rummets vægge. Der sidder en person bag hvert bord. Man sendes videre fra det bord og hen til et andet sted i rummet. Man har valgt. Man er blevet spurgt om noget. Man svarer. Man vælger, idet man svarer. Man ved ikke, hvad det er, man vælger. Man ved, hvad man svarer, man ved vistnok, hvad man gør. Man ved ikke, hvad valget betyder. Man ved, at noget måske er sket. Man vælger en retning i et forløb, i en historie, som man ikke kan se, fordi historien også hænger sammen med de andres historie. De andre, dem der ikke er Man. Der er også andre, der vælger.
Man vælger. Man går hen til en væg og tager en hvid konvolut ned, den skal være markeret med en trekant, en firkant eller noget helt tredje, og i den ligger der en INSTRUKS. Man sendes videre. Man vælger. Man skal begynde, afslutte eller fuldføre en sætning. Sætningen står nu på en hvid lap papir. Der skal skrives noget. Det gjorde man. Man har bidraget til historien. Der fandtes noget i forvejen - en halv sætning. Nu er den hel. Eller mere hel. På lappen er der et nummer, der svarer til et lignende nummer, som der står på en af de store plancher. Dér skal lappen placeres. Det er et spil. På plancherne dannes der en fortløbende historie med poetiske, absurde, løsagtige og sindssygt sande sætninger. ”Der foregår i en dråbe vand EN MASSE TING”
I andre mindre konvolutter ligger der fotos. Dem er der også plads til på planchen. Der dannes en historie. Man vælger. Historien består af sætninger og billeder, billeder af et liv.
Man vælger. Noget kan være sket. Er det afgørende? For hvad? Skal man vælge et stribet eller rødt bolche? Jeg skal vælge et bolche. Man. Jeg. Dét må være et ligegyldigt valg.
Der er tre borde med tre personer bag. Det er dem, der spørger. Der er tre store plancher. I midten af lokalet er der et langt rør, et nedløbsrør på nogle bukke. I røret er der huller. Der kan man lytte, lytte til lyde af noget, stemmer langt borte, og til rummets egne stemmer, dem der er her nu.
”Så hjerner på os MÅ ALDRIG BLIVE FIRKANTEDE.”
Det er ikke tilfældigt, hvad der sker. Den enkelte vælger. Man. Bliver til. Jeg.
Historierne, fortløbende historier er ved at blive til. De bliver til. På plancherne. På de tre plancher. Man kan læse dem fra ende til anden. Det ser ud til, at de sætninger man har fuldendt er organiseret på plancherne efter et vist princip. Man vælger. Men hvad bestemmer valget? Hvad har man mulighed for at vælge?
Den første planche synes at bestå af sætninger, der er tæt på KROPPEN. Det er det personlige, kærligheden, lykken og ulykken. Den anden drejer sig ind på det POLITISKE og (måske?) på det NATIONALE. Den tredje, tror JEG handler om HISTORIENS VINGESUS eller det INTERNATIONALE perspektiv - den store verden.
Det er de uskyldige GAME-MASTERS, der har organiseret, de dele af sætningerne, som vi skal fuldføre. Man bliver til. Jeg. Bliver til. Vi.
Spillets output: Man vælger. Man bliver til. Jeg. Men ved jeg det? Ved vi det? Ikke mens det foregår. Man ser det ikke, når spillet kører. Et kunstværk af en art bliver til, imens man vælger. Det vokser til noget, ingen kan forudse. Måske er spillet en slags metafor for livet, som det udspiller sig mellem valg, der i sidste instans har betydning for kærlighed, kildevand og krig og fred. Men den sidste instans ser vi aldrig, det har vi ikke mulighed for. Hvilket giver denne sætning en vis betydning:
”Ja, alt er muligt FORDI VORES CIVILISATION ER UKLOG.”