Ole Sporring, Viggo Madsen.
”Digteren Viggo Madsen og billedkunstner Ole Sporring leverer et simultanværk.”

Sporring annoncerer, at han vil vise rejsebilleder fra sin tur til Langbortistan, og at der vil være musik til, som Viggo Madsen har produceret: vanvidsmusik. Der vil også blive præsenteret digte lavet til lejligheden.
Rejsebillederne begynder. Via projektoren afløser de hinanden i en lind strøm, altimens Madsens vanvidsmusik ganske rigtigt flyder fra højttalerne i diverse loops. Samtidig har Madsen fremdraget en lysebrun, blød hat, som han holder i hånden, mens han går rundt blandt publikum. Han markerer med et diskret buk, at man er velkommen til at fiske et hans digte op af hatten. Digtene er nedskrevet på sedler, små ligesom digtene selv - haiku-digte, 17 stavelser. 5, 7 og 5. Digtet må man selv læse. Som for eksempel dette: ”din lange vandring/du fodgænger for herren/min penetratis”.
Digtene er på den måde koblet til rejsen og/eller til den seance, publikum er ved at overvære. Flere får lov at trække to gange, men snart trækker Madsen sig tilbage, vistnok fordi han selv bliver voldsomt optaget af billederne oppe på væggen, eller fordi digtene er sluppet op.
Vanvidsmusikken er ikke specielt vanvittig, men mærkelig er den, som en slags forvredet cirkusmusik, bas, blæsere, saxofoner, orgel og klaver på skift, og så pludselig noget, der lyder som march-musik.
Rejsebillederne er fotos, bearbejdede fotos og tegninger skabt under rejsen. Som billederne formerer sig på væggen, viser det sig hurtigt, at Langbortistan især befinder sig i Afrika, vistnok Tanzania, men måske også andre steder.
Dér lyser en meget grøn skål op midt i en skov – den kommer igen flere gange. Dér er den rejsende foran et telt, og dér er der giraffer og aber med lange næser. Sporrings tegninger ligner organiske gevækster, poetiske, antropomorfe, ofte venlige, fyldt med humor og kærlighed. Men i andre tilfælde er tegningerne foruroligende og sprængte, blodige og farlige, fyldt af lemmer og kød. Ikke sjældent stikker arme ud af hovedet på fugle og dyr. Billeder og fotos er en billedstorm, gaven til enhver med understimuleret nethinde. Tegninger og fotos varierer, skov, voldsomme billeder af løver der er i gang med en zebra, fotos fra noget, der ligner en gletcher, sne, Kilimanjaro, fodsporet af verdens ældste kvinde, halvanden million år gammelt.
Der er et spænd til det hjemlige, fotos af mennesker ved et skt. hans bål, og er det ikke pludselig botanisk have, vi ser. Musikken kører i loops, den gentager sig, det er det samme vi hører. Måske er det, det samme vi hører ved aftenkaffen, når vi er begyndt at kede os, når det samme og samme OG det samme fortælles igen og igen af den rejsende, der begejstret slår ud med sine arme i mørket. I såfald ville det være rart at kunne hengive sig til eet af Viggo Madsens finurlige digte:

her står du nøgen
guds gave til mennesket
og det er så mig