Nis Rømer, Jørgen Brandt.
”Offentlig luftkvalitets indikator.”
Billedkunstner Nis Rømers samarbejde med Jørgen Brandt, der er geofysiker, skyldtes en leder i Berlingske Tidende om luftforurening. Rømer noterede sig, at Brandts arbejdsplads, Danmarks Miljøundersøgelser, åbenbart ikke havde vanskeligt ved at komme i medierne. I og med at videnskabelige resultater kan sendes ud via pressemeddelelser eller lignende, er der en næsten direkte kontakt til medierne, eller den gøres i hvert fald lettere, hvis emnet er vigtigt nok. Megen samfundsmæssig debat er simpelthen startet via Danmarks Miljøundersøgelser.
Da Rømer kontaktede Brandt, viste det sig ydermere, at denne havde haft tanker og idéer, der lignede Rømers egne: at synliggøre et væsentligt problem i det offentlige rum.
Rømers & Brandts projekt handler om en indikator for luftkvalitet. Hvordan kan en sådan synliggøres i byrummet, og hvilke tekniske forhold skal være på plads for, at det kan lade sig gøre? Med udgangspunkt i denne problematik kan man måske sige, at output såvel har et væsentligt æstetisk element som et praktisk og videnskabeligt.
Metoden er overordnet set den, at data fra forureningen konstant via internettet videresendes til indikatoren. Men sådan en indikator kan udformes på mange måder. Bortset fra en offentlig indikator på luftforurening, der faktisk findes i Wien, er der vist ingen fortilfælde. Derfor må Rømer prøve sig frem, hvad udformningen angår. Publikum blev præsenteret for forskellige eksempler:
En kugleformet indikator, som en bold, hænger skinnende rød ned over vejen fra en lygtepæl. Forhåbentlig er den kun delvis rød, når man kører forbi – i modsat fald er luftforureningen oppe i, ja, det røde felt.
En indikator på en cykel, der står fastlåst på et torv eller en plads, hvor mange mennesker har deres gang. I feltet mellem herrecyklens forgaffel, over- og understang er placeret en plade, der viser den øjeblikkelige luftforurening.
En mere traditionel indikator i byrummet, hvis udformning ligner tre barometre eller tre regnmålere på række – hvor niveauet for luftforurening er nemt aflæseligt på den vertikale akse.
En mere pudseløjerlig idé tager udgangspunkt i et vindue på rådhuset: Vinduet åbner, hvis luftforureningen overskrider grænseværdien.
Hvad angår sin egen position i projektet, så er Rømer optaget af at undgå rollen som ”den fantasifulde kunstner på sidelinien”, som han udtrykte det. I det hele taget giver projektet med offentlig luftindikator ammunition til den konstante debat om, hvad kunst egentlig er: hvor går grænserne for kunsten, hvis den stadig vil kalde sig kunst, og hvad er og kan kunstnerens rolle være, hvis han stadig vil kalde sig kunstner? Det viste sig tydeligt i debatten efterfølgende.
