Lars Movin, Niels Plenge. “Only the Sound”.

Movin og Plenge havde lavet en film til Days of Art and Love. ”Only the Sound”, hedder den. Titlen refererer til et digt af kineseren Po Chü-i (772-846): ”It is only the sound of running water/But I never grow tired of listening to it”.
”Only the Sound” fungerer som en slags reflektion over, hvad kinesisk storbykultur og dagligliv er for noget, med en bevidsthed om at europæeren eller danskeren har sine egne fordumsfulde forestillinger om, hvad Kina er. Eller:
Måske bevæger kameraet sig bare ud i storbyen og fanger, hvad der nu engang optager linsen på dens vej. Og linsen, fotografen, bliver optaget af visse farver, bevægelser og sekvenser. Som kameraet optager. Det, der er vigtigt, er det, der fanger øjet. Umiddelbart. Noget, der ikke er som det plejer at være. Det, der undrer, når linsen ikke er kinesisk. Blikket kommer et andet sted fra.
Filmens startsekvens består af genstande, en ødelagt stradivarius, klip-klapperere, en ødelagt risskål osv, emblemer for noget, der kan have med en hjemlig forestilling om Kina at gøre. Kameraet bevæger sig ud i Kina-storbyen, i de enorme trafikstrømme og zoomer mere og mere ind på enkelte bevægelser og ansigter: et ansigt, der er faldet i søvn. Savl, der langsomt falder fra en læbe. Midaldrende kineseres udendørs dans. Og Chai Chi i en park. Disse langsomme, kontrollerede bevægelser. Der standser. Og går i gang igen. Filmen fremviser mange linjer: Et menneske, der går ligeud og forlæns. Mennesker går baglæns ned af en trappe, der diagonalt skærer skærmbilledet fra højre mod venstre. Lydsiden skal ikke glemmes, for den er vigtig: Musikken er elektronisk, og af og til med en hidsig tromme, moderne, vild, modsat kameraets rytme. Det er ikke traditionens Kina, det her, for hvad er det?