| Lørdag 3. september, Rosenbækhuset, kl. 19.
Jun Feng, Gritt Uldahl-Jessen.
„Modmagt med mundkurv på.“
Jun Feng er kinesisk digter, nu bosat i Danmark. Han fortalte om sine erfaringer som kunstner i et repressivt Kina, mens Gritt Uldahl-Jessen fortalte om forskellige strategier i sin aktivistiske og performance-orienterede kunst i det demokratiske Danmark.
Jun Feng berettede om dele af den kinesiske kulturhistorie siden kulturrevolutionen og frem til år 2000. Han viste lysbilleder og filmklip fra skuespil og citater af digtere fra samme periode, vistnok primært fra Shang-hai, Fengs hjemby. Ligeledes læste han også egne digte op. En sang om revolutionshelten Che Guevara kan eller kunne give 3 år i genopdragelseslejr i Kina.
Jun Feng udtalte visse sætninger ladet med enorm betydning, som det ville være rart at vide mere om, f.eks.: ”Kinas ånd blev hjemløs.” Her refereres til perioden efter massakren på den Himmelske Freds Plads i 1989 og til den overgang til kapitalismen, der foregik på den tid. Fra ca. år 2000 er der blevet mere plads til kunstnerne i det fremadstormende Kina. Men ”ånden er ikke ånd nok.” Gritt Uldahl-Jessens udgangspunkt er mindretallets ret til at være sig selv i et ”patriarkalsk samfund”. Hun arbejder med udgangspunkt i gruppen ”Female Fist” i Kvindehuset i København, og med diverse strategier som separatisme, afvigelse, anonymitet m.v. Et af eksemplerne er en gruppe af kvinder, der på kvindedagen 8. marts tog op til Nordsjælland for at sætte fokus på problemet med voldtægt.
I hvide heldragter påtrykt ”Surburbian Rape Busters” gik kvinderne rundt som en slags skadedyrsbekæmpere og stemte dørklokker i et kvarter, hvor gaderne har kvindenavne. I de private hjem – de blev lukket ind 3 steder - opførte gruppen så en slags spil i husets soveværelse, kun med beboerne som tilskuere. Helt tæt på. Intimt. Kunsten ud til folket i de private hjem. Det er ikke et maleri, der hænger over sofaen.
|



|