Aneela Mirza, Eva Schou. ”Evas døtre”.

Der er to dansere. Der er én sangerinde. Det er hende og hendes lille faste krop, der er i centrum, en krop med slangeagtige bevægelser med overkrop og arme, og underlivsbevægelser, der leder tanken hen på klassisk mavedans. Det er østen, det her, men det er ikke Mellemøsten, ikke mavedans og heller ikke klassisk, til gengæld er det er også dansk. På en måde. Sangerinden Mirza er halvt dansk. Den anden halvdel af hende er fra Pakistan, som om man kan dele hende eller andre op i halve. Danserne er break-dansere, de er fyre, der laver alle de traditionelle moves, en salto på stedet, den ene hånd på gulvet og kroppen svinges i en bevægelse hele vejen rundt, og så tilbage i robot-bevægelserne igen.
Og igen. Sangen er på urdo, men nogle af sætningerne er på engelsk. Energien i musikken er både elegant og voldsom, som en arabesk måske, se Mirzas bevægelser med armen, se, hun drejer armen, se, hun strækker den, hun trækker noget oppefra og ned, se, kuglelejebevægelser med hofterne, se, drengene er robotter, der bliver levende. Teksten fortæller, at en kvindes hænder er i LÆNKER. ”Kvinden er blevet væk i roller”, siger Aneela Mirza efter dansen.