Anders Qvist Nielsen, Leif Munk Hansen.
”Jeg vil gerne have en kop kaffe”.

Filmen hedder dét, som den hedder, så jeg sidder og venter på kaffen, og kaffen kommer så ikke. Måske er det meningen: kaffen kommer så ikke, eller det er det ikke, at den ikke kommer, den kommer bare ikke, er det tilsigtet eller ej, bliver jeg snydt, betyder kaffen da noget mens Bachs Suite nummer 1 bare suiter videre i cello og videre, that suites me so well, well, det må fortsætte. Og hvad ER det med den musik, den er udsat for noget. Bach er evighed sat på evige skinner, det er en cliché der må fortsætte, det er en maskine, det hele fortykkes, det er en maskine, som om musikken selv sendes gennem maskinen, eller den kommer dérfra, noget underligt rum er bagved musikken, og pludselig lyder det som en sang fra en konfirmation, sikkert et vildspor, mit eget, det må det være og konkurrence med Bach giver let en vis hoste i halsen, host, men det gør Qvist Nilsen og Munk Hansen heller ikke, det er Bach, det er Bach, der er udsat for noget, og billederne flakser på lærredet, der ikke er lærred, men væg, og hvad består de så af? Kun af få ting, det er billeder, simulation, billederne er få, rummet for fortolkning så stort, vi tolker let noget IND, der ikke er, eller ud, og tolkningen ER der jo ikke, det er bare noget vi siger, man tar sig UD, holder kæft, ser billeder, lyt, og det er en kvinde der er skåret i pap, hun er som om og som om og som om, og det er hæle og nederdel, som om, og dragten er sort, det er en kvinde i to dimensioner, stilliseret og som om, hvordan kan dét være erotisk, måske er det evigt, hun står med ryggen til nu, det er asiatisk, eksotisk, det er en slids, den evige slids, hvad gør hun oppe på kassen, den er grøn, den er evig, og nu er der endelig en reklame for KAFFE, baggrunden er grøn og håbet er grønt, håbet om kaffe er grønt og eksotisk, jeg venter på kaffen, stimulansen, erotisk, det er ikke reklame, det er erotisk, jeg venter på kaffen, jeg sidder og venter.